Det var tæt på, at jeg var blevet fornærmet i går, da jeg var ude for at købe et par sommerbukser til mig selv. Vi er for nylig flyttet til byen, så jeg havde ikke nogen tøjforretning som favorit, så jeg gik bare ind i den første, den bedste, jeg fandt på gågaden.
Da jeg kom ind, spurgte en ekspedient mig, om jeg var på udkig efter noget til min kone. Jeg forklarede ham, at jeg skulle have et par bukser til mig selv, hvorefter han kiggede sådan lidt fordømmende på mig og sagde, at så var jeg vist gået galt i byen, for her handlede de kun med tøj til store mænd, og de havde i hvert fald ikke noget i min størrelse, forklarede han.
Han uddybede det med, at jeg var kommet i en specialforretning, der kun handler med tøj til de helt store mennesker. Vi har også en afdeling med tøj til store damer, forklarede han i håbet om, at jeg måske var gift med sådan en skude, hvilket jeg altså ikke er, for min kone er faktisk lidt af en lille nipsgenstand at se på. Bevares – hendes søster er lidt større i det, og hun er i øvrigt meget sporty. Hun har en masse sportstøj i plussize, som det så poetisk kaldes.
Der må være noget, jeg har overset, sagde jeg til manden, for jeg havde ikke set nogen form skiltning om, at der var tale om sådan en specialforretning. Nej, det vil vi ikke skilte med, forklarede han, for det bryder vores kunder sig ikke om, men folk her i byen ved generelt, at vi kun handler med tøj i store størrelser til mænd og kvinder.
