Skal i nu ud at bruge penge igen, sagde min kone i en lidt drilsk tone, da vores voksne søn, Søren, og jeg meddelte, at vi kørte et smut ind til det sportsmagasin, hvor vi plejer at handle, når vi skal købe et eller andet i forbindelse med vores store passion, som er jagt.
Søren havde i et stykke tid sparet sammen til at kunne købe sig en ny kikkert, for hidtil har han klaret sig med en af mine aflagte, som er tudsegammel og ikke helt klarer det, man helst skulle kunne forvente. Dertil er den efterhånden blevet meget slidt og skrammet.
Vi kørte ind til sportsmagasinet og begyndte at studere forretningens pænt store udvalg af kikkerter. Søren havde lidt svært ved at bestemme sig, for der var ikke skygge af tvivl om, hvilken kikkert han helst ville have, men prisen på den matchede ikke helt hans opsparede kapital til det formål, så han var egentlig indstillet på at klare sig med en lidt ringere kvalitet.
Jeg stod lidt på afstand fra ham og kunne se, hvordan han hele tiden vendte tilbage til en Bresser kikkert, som uden tvivl var den type, der stod øverst på hans ønskeseddel. Jeg har selv en magen til, men det er jo ikke ligefrem det billigste mærke indenfor kikkerter, og Søren havde ganske enkelt ikke råd til at købe den. Det samme med de vildtkameraer, han så gerne ville have.
Og hvad gør en far så? Han spæder de sidste 500 kroner til, og sønnens taknemmelige smil og glæde ved nyanskaffelsen er rigeligt det værd.
