Det blev en lang og usædvanlig arbejdsdag i møbelforretningen, hvor jeg er ansat. Måske er usædvanlig det forkerte udtryk, sjov er nok en bedre betegnelse, men det, der skete i forretningen, hører til sjældenhederne. Min genbo kom ind i møbelforretningen, og efter at have udvekslet nogle kommentarer om det sure danske vejr, fortalte han, at han ville se på en sofa, som hans kone skule have i julegave. Jeg vidste godt, at de havde talt om at anskaffe en sofa til deres store hall, og min genbo havde udset den, der passede til hallen. Vi skulle køre den hen til deres hus og stille den i garagen dagen før juleaften, så ville han sørge for, at konen ikke så den inden juleaften.
En halv time senere kom genboens kone ind i forretningen. Hun skulle også se på en sofa til deres hall, som manden skulle overraskes med juleaften. Hun valgte præcis samme model som hendes mand og bad om at få den leveret i garagen onsdag, så ville hun skjule den for sin mand, som i øvrigt aldrig kom i garagen, sagde hun.
Det var lidt af et dilemma for mig med den handel, men på den anden side syntes jeg ikke, at jeg kunne røbe, at manden havde købt samme model.
Nu er det juleaften, og de to ens sofaer står i genboernes garage, jeg har lavet en kande kaffe og fundet julesmåkager frem, for jeg ved, at mine genboer snart kommer grinende hen til mig for at bede om en forklaring.