Dengang jeg arbejdede for det her store ingeniørfirma og rejste rundt til alle vores samarbejdspartnere i Sydøsteuropa, var jeg tit i Tyrkiet. I Ankara. Det er en lidt kedelig by. Man kan tydeligt mærke, at det er statsadministrationen og uddannelse, der er de store arbejdsgivere. Ankara er ikke så levende, som Istanbul er. Så det var altid lidt kedeligt at skulle opholde sig der i en lille uges tid.
Pænt kvarter
Vores kontor i byen der lå i et meget pænt boligkvarter. Store lejligheder med haver og vagter. Man skulle gå langt for at komme til en restaurant eller et supermarked. Chaufføren, vi havde, blev ofte sendt i byen efter vand og noget spiseligt.
Kontoret fungerede samtidigt som bolig for os, når vi var der. Vi havde hjælp til alt. En pige, som gjorde rent og lavede mad, en chauffør, som kørte os derhen, hvor vi ville når som helst. Praktisk, hvis vi skulle til møde i den anden ende af byen. Eller i en anden by. Han kunne sagtens køre os 300 km til den by, vi skulle til møde med borgmesteren i vente på os i de 4 timer sådan et møde varer, og så køre os tilbage på samme dag. Intet problem for ham.
Lækre sofaer – godt miljø
Efter sådan en dag, hvor man kører 600 km på en slette (kedeligt landskab) på motorvej, er man faktisk ret glad for at komme tilbage til kontoret / lejligheden og kunne slænge sig i den kæmpestore hjørnesofa, der stod i stuen. Eller i den lækre sovesofa (her fra), der også var til rådighed.
Vi plejede at gøre det, at vi skiftede arbejdstøjet ud med shorts og t-shirts (om sommeren) eller med tykke joggingbukser, sokker og sweatshirts (om vinteren) og så stod den først på cola og chips. Dernæst middag med et glas vin til, og så se film på den store fladskærm. Som regel faldt jeg først i søvn i hjørnesofaen. Min kollega var mere udholdende og kunne nemt se 2 film i træk. Til gengæld kunne han så sagtens sove i bilen under den lange køretur næste dag. Det kan jeg ikke. Når jeg rejser, så er jeg vågen. Hele vejen. Ligegyldigt, om det er dygtig chauffør, der kører bilen, eller om det er en langdistance flyvning, jeg er på.
Når jeg faldt i søvn i hjørnesofaen, kunne min kollega godt finde på at smække mine ben op og lade mig sove der hele natten. Han lagde som regel et tæppe over mig. Sødt af ham. Men en enkelt gang blev han sur. Jeg snorkede, og det irriterede ham. Så han vækkede mig og bad mig om at gå i seng. Det gjorde jeg naturligvis, men det var svært at komme op af sofaen. Den var virkelig dejlig at ligge i. Så jeg så resten af filmen sammen med ham. Det var sådan en amerikansk produceret spændingsfilm med Mel Gibson, som vi har set mindst 3 tre gange. Da filmen var færdig, rejste jeg mig for at gå i seng. Jeg smækkede min kollegas ben op på sofaen. Han sov som et trygt, lille barn. Dækkede ham til med et tæppe og gik i seng.
