Lige i starten var jeg ikke specielt begejstret, da min mand luftede tanken om at sælge vores dejlige hus og i stedet købe et nedlagt landbrug og flytte derud lidt udenfor byen. Hans ide var selvfølgelig, at han så fik god plads til sin store hobby, som er at istandsætte veteranbiler.
Men tanken tiltalte mig mere og mere, og sidste år slog vi til og flyttede på landet. Min mand fik nu plads til at pusle med sine gamle biler, og da vi opnåede et overskud i den dobbelte handel, var jeg enig med ham i, at han skulle have sit store ønske om at få en autolift opfyldt.
I vores tidligere garage har jeg ofte set ham ligge på ryggen på et gammelt tæppe og arbejde under bunden på en bil, så jeg forstod bestemt godt hans ønske. Han gav sig til at søge på nettet efter billige autolifte, men jeg sagde nu til ham, at han vist ikke behøvede at spare alt for meget på det indkøb, for vi havde faktisk scoret langt over 100.000 kroner på at sælge vores velbeliggende parcelhus og købe det nedlagte landbrug, hvis stuehus i øvrigt var flot istandsat, inden vi købte det.
Min mand var heldig og fandt på nettet frem til et nu nedlagt autoværksted ikke ret langt herfra, som havde en del brugt udstyr til salg. Der var blandt andet en autolift, som min mand gerne ville have, og han købte også en kraftig kompressor, som han nu bruger til sit trykluftværktøj.