Det var faktisk langt værre end historien om en fjer, der bliver til fem høns. For det startede med, at min kone bad mig købe nye filtskiver til at klæbe under benene på vores spisestuestole. De gamle skiver var slidte, men hun var også træt af, at hundehårene fra vores sorte hund havde tendens til at sætte sig fast i filtskiverne, og det gjaldt også på benene på vores spisebord.
– Kan man ikke få noget andet end filt, spurgte hun, og det mente jeg nok, man kunne. Men så kom det: – Kan det mon betale sig at skifte filtskiverne ud? Jeg mener, at vi i høj grad trænger til nye møbler i spisestuen, så skulle vi ikke tage os sammen og få set på noget nyt i stedet.
Suk! Det her bliver dyrt, var min første tanke – og det blev det. For da vi først var kommet i møbelforretningen var der ikke den ting derhjemme, der ikke trængte til fornyelse. Inden vi var færdige havde min kone fundet nyt spisebord og nye spisebordsstole. Og så fortsatte hun ellers med møbler til dagligstuen.
– Den der modulsofa vil passe perfekt i vores stue, og så skal vi have det der sofabord og to af de der lænestole, kvidrede hun lystigt. Mine suk blev dybere, men hun var ikke færdig endnu: – Kan du ikke se, hvor godt den der sovesofa vil passe langs endevæggen ud mod vejen?
Jeg følte mig som en presset mand, men protesterede dog ikke.
