Det er udfordringsfyldt for socialrådgiveres arbejde, at der politisk fremsættes nogle styringsredskaber, som har til hensigt at måle og styre det sociale arbejde. Effektmål og succesparametre fastsætter nogle rammer for arbejdet, som ikke nødvendigvis har sammenhæng med kvaliteten i det sociale arbejde. Hvis opfyldelse af måltal for socialt arbejde ikke giver plads og tid til socialfaglige vurderinger og inddragelse af familierne, kan målingerne være meningsløse i socialfaglig forstand. Derfor kan det anskues som udfordringsfyldt at indføre målbare resultater i det sociale arbejde.
Politikere og myndigheder udtrykker hensigter til både at styre mere og mindre over den enkelte borgers liv. Samtidig med at den individuelle frihed og retten til selv at definere det gode liv ønskes øget, udstedes der flere regler med henblik på at regulere borgeres adfærd. Vi finder det udfordringsfyldt for socialrådgivere i myndighedsudøvelsen i forhold til børnefamilier i det senmoderne samfund, at vi på den ene side skal opfordre til selvstændighed og ansvarlighed hos familierne, søge at inddrage forældrene, samtidig med at opfordre dem til at agere på en måde, som i samfundet anses som ansvarligt. Dermed bliver forholdet omkring autonomi kontra styring radikaliseret.
Et eksempel på ovenstående er servicelovens regler om forældrepålæg. Når forældre pålægges konkrete handlinger, appellerer dette til forældrenes lydighed og autoritetstro, det vil sige til helt andre egenskaber end dem, det refleksive og individualiserede individ skal være i besiddelse af i det senmoderne samfund. At lovgivningen giver mulighed for at træffe beslutning om forældrepålæg, er centralt i diskussionen om, hvordan normaliserende praktikker aktuelt udformes overfor forældre, man ikke mener er forældre på en alment anerkendt måde.