Der er ikke engang gået 2 måneder, siden min datter startede i 1. g. Starten var fin nok. Det var spændende for hende at få nye klassekammerater. Alle var søde, og hun blev meget hurtigt glad for sin dansk og historielærer. Hun er god til at skrive. Slet ikke som mig, der næsten ikke kan finde ud af at formulere en sætning og sætte kommaer korrekt. Det er noget, hun har arvet fra sin far. Han er rigtig dygtig til at kommunikere på skrift. Måske er det derfor, han har succes.
Nervøs
Men min datter er allerede nu inde i et forløb, hvor hun er meget nervøs. Der kommer tit nogle prøver i forskellige fag. Og det frygter hun som pesten. Jeg forsøger at sige til hende, at det ikke betyder så meget endnu. Det er mere sådan nogle tests, de laver for at træne dem til de prøver, der virkeligt tæller senere i gymnasietiden. Ikke desto mindre, så kan jeg se, at hun er presset. Hun læser meget. Og faktisk klarer hun sig godt, så jeg forstår ikke helt, at hun er under pres.
Stresscoaching
Min mand og jeg har talt om det. Og måske er det bare for meget for hende. Alt, det her med nye klassekammerater og tests hele tiden. Vi har overvejet at foreslå hende, at hun skal have noget stresscoaching som denne, så hun kan lære at håndtere sin nervøsitet og frygt for prøverne. Måske vil det være sundt for hende at lære det nu. Hun vil helt sikkert møde andre skræmmende eller stressende udfordringer senere i forløbet.
Min mand synes, at det er en god idé. Han har en tanke om, at hun bliver presset, fordi hun føler hele tiden, at hun bare skal være den bedste. På den måde er hun faktisk et konkurrencemenneske. Og det ved han – om nogen – kan give stress, som jo altså er en sygdom.
